Er du kvinde og bliver du ind i mellem ramt af hedeture, nedture og forvirring? Mange kvinder frygter overgangsalderen mere eller mindre ubevidst. At sige farvel til sin ungdom, sin seksuelle tiltrækningskraft og sit gode udseende, det gør de færreste med fred i sjælen. For ikke at tale om karrieren og synligheden i samfundet.
Der er mange gode grunde til, at vi har det sådan, men der heldigvis også masser af håb forude for modne kvinder. Masser:-)
Foredraget tager udgangspunkt i min bog “HEDETUREN – rejsen til et andet sted” og varer ca 1 time plus debat.
Foredragsrækken begyndte 17.maj i Politikens Hus i København, hvor 150 kvinder og få modige mænd var mødt op.
This slideshow requires JavaScript.
Jeg er stor tilhænger af efterkritik, så glæd mig med din ærlige mening og skriv et indlæg her, hvis du har hørt mit foredrag.

Tak for et skøøønt foredrag i Politikens Hus. Informativt og god humor! Og selvom man ikke helt er nået til “Hedeturen” endnu, så er det dejligt at være klædt godt på til den … Ligesom man blev forberedt, dengang puberteten stod for døren!
Ned med det dumme tabu, som jo bare er en livstransformation.
Absolut anbefalesværdigt for kvinder i alle aldre – og deres mænd!
kh
Birgitte
Kære Hanne
Jeg havde glædet mig meget til dit foredrag i går, men jeg må desværre sige, at jeg blev lidt skuffet. Jeg havde glædet mig til at ‘få sat ord’ på mine oplevelser, og at få noget inspiration til hvad man/jeg kan gøre, når man står midt i ‘suppedasen’.
Jeg har ikke nævneværdige fysiske gener, men jeg kan fuldstændig genkende, hvad du beskrev som ‘din tvilling’. Dog er jeg ikke grådlabil, men til gengæld meget vred. En vrede som jeg ikke ved, hvor kommer fra – ligesom dine grådanfald. Og jeg synes ikke, du kom ret meget ind på de psykiske følger – men i højere grad snakkede om de fysiske gener.
En række af de fysiske gener kan behandles medicinsk, men hva’ gør vi ved de psykiske ?? Ska’ vi stå i kø hos psykologerne, spise anti-depressiver eller overgive os og tage hormoner ??
Kære Vivi.
Øv, det er jeg ked af at du føler, så lad mig prøve at gøre det godt her.
Rigtig mange kvinder får depression i en eller anden grad især i menopausen, altså årene lige før vi for alvor går i overgangsalder. (Overgangsalder defineres som når der er fravær af menstruation i 1 år – så er den stensikker.) Og det skal tages meget alvorligt. Mange vil have behov for medicinsk behandling, og der er for mig ingen tvivl om, at der er rigtig mange dygtige psykologer, som kan tilbyde en lindrende hånd. Det ville jeg aldrig selv tøve med at opsøge, men jeg ved godt, at det kan være en dyr affære. Man kan så vidt jeg ved få bevilliget et vist antal timer af sin læge, men det kommer selvfølgelig helt an på de konkrete omstændigheder.
Mange vil have gavn af at tage hormoner, og om du vil det, kan kun du selv beslutte. Som jeg vist nævnte, så er det er spørgsmål om livskvalitet og det er fuldstændig individuelt, dels hvad vi vil finde os i, dels hvad vi vil lade os behandle med. Ansvaret for beslutningen er dit og mit – sådan må det være. Så der findes forskellige muligheder, som du skal huske ikke behøver at være for evigt. Du kan jo altid omgøre dine beslutninger. Håber du finder en god løsning.
kh Hanne
Det ser rigtig godt ud, næsten gang du holder foredrag, -ja så sidder jeg der helt sikkert…
kh Caralina